Blog170px diy150px tante170px cv170px

fredag den 25. oktober 2013

Hvor skal jeg starte?

Jeg har undgået det, jeg har fortrængt, jeg har ladet det gro til.
Jeg mistede overblikket. Vidste ikke, hvad jeg havde sået.
Lyset trænger slet ikke igennem mere.
Nye vækster overskygger alt det, jeg håbede jeg havde lagt grundlaget for.

Min blog føles som et tilgroet drivhus, jeg bare åbner døren til, kigger fortabt ind i, vender ryggen til og går fra.
Alle de nu fremmede gevækster har for dybe rødder.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan skrive fremover. Tage billeder fremover.
Jeg kan ikke engang huske, hvad jeg bloggede om.
Om jeg skrev, da jeg var syg, om sygdommen, eller om alt andet?
Hvor var jeg?
Jeg ved det virkeligt ikke.

Men jeg er stadig Tante blaa. Jeg lever endnu. Jeg har ikke givet op.
Jeg har bare en ganske anden dagsorden, tilgang og tilværelse nu.

Jeg har primært brugt Instagram som medie. Siden April 2013.
Jeg har delt min 2. indlæggelse, udskrivning og videre forløb på psykiatrisk med verden, og jeg har mødt stor anerkendelse og støtte.
Jeg har også oplevet, at folk bruger mig til at forstå deres psykisk syge pårørende. De skriver, at jeg giver dem et ægte og råt indblik i de tanker, man kan gå med, når man er syg. Andre er oplever at jeg sætter ord på deres følelser. Det er egentlig slet ikke meningen. Jeg er bare helt ærlig.
Jeg skriver tingene, som de er.
Jeg ved godt, det er barskt.
Tårerne triller ned af mine kinder, når jeg beskriver mine billeder.
Jeg er inderligt glad for, at nogen kan bruge det, udover mig.

Jeg arbejder stadig med tekstil.
Jeg tror faktisk, at mit strikketøj har reddet mit liv et par gange da jeg var længst nede. I hvertfald har det skånet mig for selvskade.
Jeg har holdt hænderne igang og hjernen har fået lov at arbejde med det den er bedst til.
Mønstre. Hændernes arbejde. Tankerne er lettere at holde i skak når jeg strikker. De destruktive tanker overtager ikke, og bliver ikke ”virkelighed” så let. Strik er både udviklende og belønnende. Jeg kunne ikke leve uden.

Jeg ved endnu ikke om bloggen går i den ene eller den anden retning.
Men én ting er sikkert; jeg har lært en meget vigtig lektion af Instagram: jeg skriver som det passer mig. Jeg skal ikke opfylde alle de behov jeg tror andre har. Jeg skal lære at smide flinkepigen på porten.
Jeg er mig. Cille. Den blaa tante.
Med ar på sjælen, kjole på, med pinde og garn i tasken.
Jeg er et menneske.
Jeg er ustabil, sensitiv og angst. Men jeg er også viljefast og ærlig.

Jeg håber, I vil følge mig, lige meget om det er for tekstil- eller psykiatrisk indblik.